onsdag den 9. marts 2016



PH i København var kommet i besiddelse af en spændene lille samling Kawamoto malerier via oprydning af et dødsbo. Han søgte lidt viden om hans navn på nettet og fandt selvfølgelig hurtigt vej til min blog, og henvendte sig til mig med henblik på en handel.
Vi blev hurtigt enige om pris. Snart rejste samlingen til det mørke Jylland, og den står nu hos mig. Det skete i oktober sidste år.

Samlingen bød på helt anderledes billeder end dem jeg ellers kendte på det tidspunkt. Bl.a. denne akvarel af en ferskengren med frugt. Størrelse m. ramme: 77x87cm.
PH kunne ikke oplyse om Kawamoto var kunstner, og heller ikke andre ting kunne give spor i den retning. Jeg valgte at beholde den og lade tiden arbejde for mig... Og det er jeg rigtig glad for nu!
Det viser sig nemlig at vedkommende jeg besøgte i lørdags havde en en akvarel i samme stil og størrelse med nøjagtig samme signatur, og hun kunne bekræfte kawamoto var kunstneren.


Bagsiden giver et sikkert fingerpeg om tid og sted for hans akvarel. En etiket viser, det er indrammet i Madrid hos en glarmester/rammemager; Santayana. Og da han jo opholdte sig i det sydlige Europa i perioden 1953 - 55, er det lavet på et tidspunkt der omkring.
Indtil nu betyder det altså vi kender to akvareller, men om der er flere her i landet er ikke til at sige.
Jeg arbejder på at få oversat/forklaret signaturen...

Under alle  omstændigheder er det sjovt og spændene at få set helt nye og anderledes sider af Kawamotos arbejder.

Billeder ses større : HER