lørdag den 6. april 2019


Dagens indlæg handler om det blå maleri i baggrunden. En let genkendelig Kawamoto.

I midten af marts fik jeg en henvendelse fra GC som er frivillig medarbejder i Danmissions genbrugsbutik i Vejle. Han fortalte at man havde fået indleveret et maleri af Kawamoto til salg i butikken.
Som så mange andre var han gået på googletur på nettet for at søge oplysninger om kunstneren og kom derfor ind på denne blog og fulgte min opfordring om at tage kontakt, hvis man ligger inde med et maleri eller har anden viden om Kawamoto. I det her tilfælde ville man give mig kendskab til maleriet, og tilbyde mig mulighed for at købe det.
Jeg skrev tilbage og takkede for henvendelsen, men fortalte også at jeg faktisk allerede har noget lignende, og derfor ville lade det gå videre til salg i butikken. Og dermed var den sag ligesom afsluttet.

Men så alligevel.... I dag skulle vi til Trapholt kunstmuseum, og da motorvejen fra Århus til Kolding går næsten op ad genbrugsbutikken i Vejle, kunne jeg ikke modstå fristelsen til at kigge indenfor, for at se om det stadig var i butikken. Som det ses på øverste billede har det hængt og ventet på jeg kom forbi lige siden midten af marts. Jeg købte det, og det indgår nu i min lille Kawamoto samling herhjemme, hvor det vil komme op med jævne mellemrum... Jeg har nemlig en plads på stuevæggen hvor mine malerier kommer op og hænge på skift.
Som altid var jeg spændt på om bagsiden gemte på nogle hemmeligheder, men her sad blot den lille notits som har fulgt med flere andre af Kawamoto's malerier.