fredag den 15. april 2016


For en måneds tid siden havde jeg en god samtale over telefon med P.S. fra Fyn.
Anledningen var en mail, som han har sendt mig med en lille beretning, jeg gengiver i let redigeret form her:

"Jeg kendte " Mit", som han i det daglige blev kaldt.
Han kom til Danmark med tog direkte fra Madrid sammen med Bente Aars, som han var gift med. Bente blev i Madrid kåret som tyrefægternes dronning. Da de kom til København, fyldte billedet af de to forsiden af enten Ekstrabladet eller BT.
Jeg kan oplyse, at han var et meget sympatisk menneske. Hvordan det gik med ægteskabet, ved jeg ikke. Det kan udmærket være Bente, han har malet på et af billederne. Hun havde et stort flot rødt hår. Efter deres hjemkomst var hun ansat hos Georg Jensen på Strøget."

I løbet af vores snak, fik P.S. beskrevet nogle detaljer omkring det han kunne huske at have set i avisen dengang, og jeg valgte derfor at kaste mig ud i en jagt på at finde artiklen, da der også var en hvis sikkerhed på årstallet 1955.
Han mente det nok var Ekstra Bladet jeg først og fremmest skulle satse på, men efter en forgæves afsøgning af årgangen på microfilm, fortsatte jagten på B.T. i samme årgang.
Og det gav bonus da jeg nåede frem til 24 november!
Men var også kun lige på et hængende hår jeg fangede den rigtige forside, for den var nemlig slet ikke så iøjenfaldene som P.S. huskede det. Det var fordi jeg spottede ordene; Tyrefægternes dronning, som en del af en overskrift, jeg fik stoppet op i tide. Det store helsides opslag kom derimod på side 10, og svarede fint til det han kunne fortælle.

Som det ses på linket : HER er netop denne del af avisen desværre ikke særlig godt indscannet, og siden som er overbelyst, bliver svær at læse. Men jeg har også affotograferet gengivelsen af siderne på pc skærm med mobilen, og har her lidt bedre chance for at tyde teksten. Det vil jeg arbejde lidt med i de nærmeste dage, og vil naturligvis bringe historien videre her på bloggen.