Kawamotos maleriproduktion har tilsyneladende været på sit højeste i sidste halvdel af 50'erne, gennem 60'erne, for at ebbe ud i første del af 70'erne.
Det er i hvert fald her de fleste jeg har været i kontakt med, har erhvervet sig deres billeder. Herefter fik han gradvis flere og større opgaver som oversætter og tolk hos diverse firmaer, og arbejdet som kunstner kom i anden række.
Den type malerier Kawamoto har lavet, kan næppe kaldes kunst i den forstand at de sender dybere budskaber eller kommenterer på tidens politiske forhold og forholdene ude i verden.
Dommen fra kunstfaglige kredse er også klar: Trivial- og trommesalskunst!
Kawamoto ønskede efter eget udsagn overhovedet ikke at lave billeder med social betydning, men ville langt hellere skabe poetiske stemninger.
Hans stil og streg er både meget tidstypisk og helt sikkert noget for sig selv og flertallet af hans malerier genkendes altid nemt.
Valget af rammer lægger sig også fint opad tidens smag.
Ved et interview i 1960 kunne Kawamoto selv fortælle videre om sine malerier:
"Det var min grandonkel der havde størst indflydelse på mig. Når han havde undervist mig, sad vi tit og drak te sammen, mens han fortalte om livet i det fjerne Europa, hvor menneskene var anderledes fri end i østen. Allerede dengang fik jeg lyst til at rejse fra Japan.
Jeg kunne også bedre lide hans måde at male på, men det skyldtes hovedsalig dovenskab (!) Jeg tror den ortodokse japanske malerskole er den sværeste i verden. Vi bruger jo kun tusch og vandfarver og vakler hånden blot den mindste smule, dur billedet ikke. Hvis man bruger olie, kan man bare male fejlene over.
I Japan er man mange måneder om at lære at male hver slags blomst, og der er mange forskellige navne for penselstrøgene, man bruger, når man maler kronblade, støvdragere, grene o.s.v. Det er så indviklet og kræver stor selvdiciplin, at jeg foretrak at male i den europæiske stil - så behøver man ikke være nær så dygtig (!)."
At han stort set ikke malede i den gamle japanske stil, skal også ses som en frigørelse fra alt det gamle han forlod i Japan; også selvom det på det tidspunkt i 50'erne, efter hans eget udsagn ville være langt mere økonomisk indbringende. Landet og kulturen var stadig noget fjernt og eksotisk for de fleste.
