Kunstmaler Mitsuo Kawamoto
Denne blog vil løbende blive opdateret med informationer om kunstneren og hans værker, suppleret med fotos, efterhånden som jeg finder nyt materiale. Jeg modtager meget gerne fotos og historier om hans billeder! Kontakt mig på leifmaler@hotmail.com
fredag den 6. november 2026
onsdag den 21. oktober 2026
Særligt på Kawamoto´s tidligste malerier og værker, ser man forskellige japanske skrifttegn og symboler. Det har jeg måtte kæmpe lidt med at finde ud af hvilke betydninger de har har, da det japanske skriftsprog kan tolkes på flere måder.... For nylig var jeg så heldig at komme i kontakt med en som kunne hjælpe mig lidt på vej.
Eksempelvis ses to forskellige typer på værket ovenfor. De sorte skulle angiveligt være hans navn, mens det røde er en form for segl, en form for personlig signatur. jeg har googlet mig til nedenstående forklaring:
- Jitsuin (実印): Det absolut vigtigste og mest officielle stempel. Det skal registreres på det lokale kommunekontor. Man bruger det til store, juridisk bindende aftaler som fældelse af ægteskab, køb af hus eller bil og oprettelse af større lån.
- Ginkoin (銀行印): Dette stempel bruges udelukkende til bankforretninger. Det registreres i din bank og skal bruges, hver gang du åbner konti eller godkender store overførsler.
- Mitamein (認印): Det uofficielle hverdagsstempel. Det bruges til at kvittere for pakker, godkende interne dokumenter på arbejdspladsen eller bekræfte modtagelsen af post. Disse kan ofte købes billigt i almindelige genbrugs- eller 100-yen-butikker.
fredag den 16. oktober 2026
Men her er der altså et eksempel på et motiv helt uden mennesker, hvilket jeg ikke har set så ofte.... Synes dog alligevel hans stil skinner igennem.
fredag den 4. oktober 2024
En spændene mail tikkede ind i min mailboks for nylig!
D fortæller at han har haft dette maleri i et par år, overtaget efter sin mormor, der for mange år siden købte det i en genbrugsforretning.
Motivet og stilen er nemt genkendelig. Som det ses nedenfor, men her er det især bagsiden der bliver interessant. Der sidder nemlig et papir, hvor på der er oplistet lidt baggrund og udstillingshistorik.
Jeg vil nærlæse arket og prøve at dykke ned i oplysningerne, for på den måde at finde vej til mere info omkring Kawamoto´s historie.....
lørdag den 26. august 2023
J.R har sendt mig dette foto af hans maleri. J.R. er i dag 76 år, født i Vordingborg, men har siden 1989 boet i Tyskland.
I Danmark arbejdede han på et hotel i byen, hvor der et par gange om året kom en kunsthandler forbi. Blandt de malerier han havde med, var der et af Kawamoto, som J.R. havde "forelsket" sig i, men det var desværre allerede solgt. I stedet malede Kawamoto det viste maleri "Diamantpigen" til J.R. personligt. Dette forgik i starten af 70'erne, hvilket også passer meget godt med stilen på maleriet.
onsdag den 25. januar 2023
Kawamotos malerier dukker jævnligt op på auktioner og til privat salg gennem diverse brugt markeder.
Oftest kommer de ud på markedet i forbindelse med oprydning i dødsboer, hvor de efterladte ikke ønsker at overtage malerierne.
Men ikke alle skiller sig af med de let genkendelige malerier. For få dage siden fik jeg en henvendelse fra M. B. der kunne fortælle at de viste billeder, blev indkøbt af hans far ved dørsalg på Kongelundsvejen, Amager ved København. De havde begge et hver, men da M.B.s far døede, hænger de nu begge hos ham.
Bagsiden kan også været et kig værd. Her kan indskriptioner, klistermærker o.s.v. være med til at fortælle en historie om maleriets pris, ejere, hvor det er købt eller måske noget helt andet.
fredag den 15. november 2019
Dette skønne Kawamoto maleri ligger til salg via eBay hos en tysk kunsthandler i Offenbach, Tyskland i øjeblikket!
Tydeligt signeret, og trods et anderledes motiv end vi er vant til, så er hans stil alligevel genkendelig. Maleriet angives for at være fra 1960, hvilket nok kan være rigtigt, idet motivet er tydeligt spansk inspireret, og det kun er få år siden han forlod Spanien.
Motivet er tre mænd med sorte overskæg der sidder i en café el. lign. Bagved ses teksten "Comedor", som på spansk netop betyder noget i retning af café, restaurant eller kantine...
søndag den 15. september 2019
Det er efterhånden begrænset hvad der dukker op af nyt omkring Kawamoto og hans person, når jeg gransker medier på nettet. Desværre, for det er utrolig spændene når jeg finder nye artikler eller billeder der viser flere sider af hans baggrund eller malerier.
Derimod kommer der med jævne mellemrum nogle af hans malerier til salg via DBA eller eBay. På netauktion er det oftest via lauritz.com. Og det er også her jeg for en god måned siden fandt denne lille perle sat på auktion sammen med et af de mere almindeligt kendte typer malerier med spanske motiver vi kender fra hans side.
Det viste billede hører til blandt de ting han lavede som noget af det første da han kom til Danmark. Lidt mindre i størrelsen og uden mennesker, men alligevel med flere detaljer der siden går igen i de senere malerier.
Min kone er malerikonservator og det kommer mig og mine malerier til gode. Dette her kom under kærlig behandling med det samme, og fik en overfladerensning der har givet farverne nyt liv. Men flere steder er der malet flere centimeter lange hår ind i billedet, der jo nok ikke stammer fra penslerne, men måske snarere fra maleren selv?
Jeg glæder mig meget over at have fået dette maleri hjem, og det har da også fået en plads i stuen.
lørdag den 6. april 2019
Dagens indlæg handler om det blå maleri i baggrunden. En let genkendelig Kawamoto.
I midten af marts fik jeg en henvendelse fra GC som er frivillig medarbejder i Danmissions genbrugsbutik i Vejle. Han fortalte at man havde fået indleveret et maleri af Kawamoto til salg i butikken.
Som så mange andre var han gået på googletur på nettet for at søge oplysninger om kunstneren og kom derfor ind på denne blog og fulgte min opfordring om at tage kontakt, hvis man ligger inde med et maleri eller har anden viden om Kawamoto. I det her tilfælde ville man give mig kendskab til maleriet, og tilbyde mig mulighed for at købe det.
Jeg skrev tilbage og takkede for henvendelsen, men fortalte også at jeg faktisk allerede har noget lignende, og derfor ville lade det gå videre til salg i butikken. Og dermed var den sag ligesom afsluttet.
Men så alligevel.... I dag skulle vi til Trapholt kunstmuseum, og da motorvejen fra Århus til Kolding går næsten op ad genbrugsbutikken i Vejle, kunne jeg ikke modstå fristelsen til at kigge indenfor, for at se om det stadig var i butikken. Som det ses på øverste billede har det hængt og ventet på jeg kom forbi lige siden midten af marts. Jeg købte det, og det indgår nu i min lille Kawamoto samling herhjemme, hvor det vil komme op med jævne mellemrum... Jeg har nemlig en plads på stuevæggen hvor mine malerier kommer op og hænge på skift.
Som altid var jeg spændt på om bagsiden gemte på nogle hemmeligheder, men her sad blot den lille notits som har fulgt med flere andre af Kawamoto's malerier.
lørdag den 8. december 2018
søndag den 5. august 2018
onsdag den 2. maj 2018
lørdag den 24. februar 2018
onsdag den 7. februar 2018
Arbejdet med Kawamoto's historie og baggrund i Danmark kommer nok ikke så meget videre, når det gælder hans person, for der er jo grænser for, hvad der er relevant og vedkommer offentligheden.
Hans produktion af malerier i Danmark føler jeg også er godt belyst, dog har jeg set en fin samling skitser, der kunne være utrolig spændene at studere nærmere, og vise eksempler på, men ejeren ønsker at de bliver holdt private.
Men tiden før han kommer til Danmark kan måske stadigvæk kaste noget interessant af sig.
En intens periode i Spanien og særlig i Madrid, gemmer måske på gode ting vi ikke har set og hørt om endnu. Her malede han i hvert fald en del og var også vældig aktiv socialt.
Og hvad ved man om ham i hans hjemland? Hans grand onkel Takeji Fujishima er kendt kunstmaler både i Japan og Europa, og har værker udstillet på flere museer. Jeg er begyndt at sende følere ud til forskellige steder i Japan og håber dermed at skabe en interesse for Kawamoto, netop fordi han har relationer til en af deres meget kendte malere.
tirsdag den 6. februar 2018
Op mod slutningen af 2017 blev disse tre Kawamoto malerier udbudt til salg fra samme ejer i Nykøbing Sjælland via Den Blå Avis.
Efter en del overvejelser, er de blevet købt af en privat person her i Jylland som jeg kender, og er nu mellemlandet her hos mig.
Da jeg har min familie boende i og omkring København, og jævnligt kommer derover, stod jeg for handlen og sørgede for transporten af malerierne hertil.
Som tak for hjælpen, modtager jeg det ene af malerierne, og regner med det bliver et af de to der ses til højre, da de ligner hinanden ret meget.
Sælger kunne fortælle, de havde tilhørt hans forældre.
Malerierne kan ses bedre : HER.
lørdag den 14. oktober 2017
Kawamotos malerier er spredt ud over hele landet.
Han boede og arbejdede i København, og jeg tænker det stadig er her der findes flest af hans malerier.
Først for nylig er jeg begyndt at gå på jagt efter hans malerier i genbrugsbutikker, loppemarkeder og andre steder, hvor der sælges genbrugsting.
Med jævne mellemrum dukker de op til salg i DBA og på netauktion hos lauritz.com. Men her er det altid dem med letgenkendelige motiver og tydelig signatur, der kan købes.
Det kunne selvfølgelig være sjovt at finde et af dem i butikkerne, men mit største ønske er at finde nogle af de ting, som han har lavet som noget af det første, efter han kom til danmark, hvor han eksperimenterede med teknikker og motiver. (se eksemplet på billedet nedenfor). Samtidig ankom han til Danmark med meget fine klassiske japanske tegninger og akvareller, der beviser at han virkelig kunne sit håndværk. Dem har jeg kun set udsnit af på fotos, og det ville være helt fantastisk at finde nogle af dem i dag. Men det bliver svært da de ikke bærer hans signatur "Kawamoto", men en lille gruppe japanske skrifttegn og modsat de kendte malerier, eksisterer der sikkert desværre kun ganske få.
I dag foregik jagten i to store genbrugsbutikker i Silkeborg, men gav ingen gevinst, men bare et kig på så meget andet, som det ses på øverste billede.
søndag den 1. oktober 2017
7 september opslog J.S.dette billede på Facebook gruppen "Kunstmaler Mitsuo Kawamoto", og tilføjede denne tekst:
"Mine forældre købte vist nok fire billeder af Mitsuo Kawamoto i sin tid, så han har prydet mit barndomshjem.
To tyrefægter/spanske motiver og to kvinder (en rød og en blå).
I 1993 fik jeg lov til at overtage "Damen ved kakkelovnen", som siden har pyntet i min stue.".
Jeg henvendte mig for at høre om der var yderligere at tilføje omkring malerierne, og om det var muligt at få affotograferet de øvrige.
J.S. kunne tilføje at hendes forældre købte tre af malerierne på afbetaling via kunstudstillinger og gallerier. Det fjerde blev købt ved hoveddøren. Solgt af en privat samler i pengenød, en mulat sangerinde, muligvis Etta Cameron.
J.S. mor mente at Kawamoto havde været kejserlig hofmaler i Japan. og havde også hørt rygter om hans farverige liv i Nyhavn.
Forskellige omstændigheder gør at det desværre ikke er muligt at få set de øvrige malerier, hvor det ene motiv er med tyrefægter og et andet, som var familiens yndlingsbillede, har fået titlen "Den Blå Dame".
Det er sjovt at se hvordan at Kawamoto's liv og historie er blevet husket, men også på visse punkter blevet fordrejet lidt. For det var jo hans onkel der var kejserlig maler, mens hans farverige liv i indre København og omgang med kendte mennesker er bekræftet af mange jeg har haft kontakt med. Derfor er det da slet ikke usandsynligt at det netop var Etta Cameron der prøvede at få afsat et maleri. Også hun var en del af det levende København tilbage i "de gamle dage".
tirsdag den 12. september 2017
fredag den 8. september 2017
lørdag den 5. august 2017
I.N. i Egå, nord for Århus har sendt mig disse billeder til deling her på bloggen.
De ses også på linket : HER , hvor der kan også ses et billede af maleriets bagside. Der kan man på øverste del ane et prismærke med beløbet : 1400,- kr. Samtidig ser man også de fire huller der fortæller den oprindelige og karakteristiske svæveramme på et tidspunkt er afmonteret.
I.N. har i øvrigt ikke noget at tilføje omkring billedets fortid.
tirsdag den 4. juli 2017
I dag fik jeg lejlighed til at se nærmere på dette fine kawamoto maleri i forbindelse med en privat handel!
Det har ingen historie med sig, ud over sælger kunne huske det kostede "en mindre formue" i sin tid. Maleriet er i fin stand, men har nu kun sin spinkle guldliste ramme tilbage og mangler altså den karakteristiske sorte svæveramme, hvor fire huller stadig antyder skruer og afstandsstykkers placering på billedets bagside.
Motivet lægger sig jo helt op ad det som ses i forrige blogindlæg, og som det ses i udsnittet af maleriet forneden, har det samme slags krakeleringer i den sorte maling.
Jeg tør på den baggrund derfor godt antage, det er fra 1961 og måske endda også er solgt via Danske Maleres Udstilling i København!
Billederne ses også : HER
søndag den 25. juni 2017
B.Z. har sendt billeder og denne beretning:
"Mine forældre købte dette maleri i august 1961 i Humlebæk. De gav 1200 kr. for det på afbetaling. Der var tale om et dørsalg.
De klagede over malingen krakelerede. Kawamoto sagde, at det skyldtes, at han havde glemt grundmalingen. Han malede et nyt med samme motiv, som de kunne bytte med, men det brød mine forældre sig ikke lige så meget om, så de beholdt det med krakeleret maling.
De er stadig glade for det."
Maleriet måler som de fleste andre 72,5 x 62,5 cm uden ramme, og har ingen mærker eller påtegninger på bagsiden.
Motivet er nærmest evigt tilbagevendene, og bekræfter blot Kawamoto's begejstring for tyrefægtning, der blev grundlagt i første del af 50'erne, hvor han boede i Spanien.
Ligeså tilbagevendene er krakeleringerne, som ses på flere andre af de samme malerier.
Som en spændene ekstra detalje har jeg også modtaget et billede af kvitteringen fra handlen, som fortæller flere interessante ting.
Her kan man f.eks. se hvordan der er blevet aftalt en afdragsordning med månedlig betaling på 90 kr. af maleriets endelige salgspris på 1200 kr. hvilket i dag ville svare til afbetaling på ca. 1100 kr. af 15000 kr.
En stor del af hans malerier blev netop solgt ved afbetaling, hvilket også var en forudsætning for at få dem afsat, for man skal huske på de har været ret dyre at købe for den almindelige familie, som dengang havde en væsentlig ringere købekraft end den som mellemklassen har i dag.
Det er også fint at få bestemt hvorfra mange af hans malerier er blevet forhandlet. Danske Maleres Udstilling, v. Kunsthandler Anker Balsbo lå nemlig ganske tæt på hvor Kawamoto boede med sin samlever på Østerbro i København. Flere andre kan bekræfte deres køb derfra.
Billederne kan også ses i større format : HER
fredag den 23. juni 2017
Heldigvis bor jeg ganske nær ved, og dermed kan der uden de store forberedelser, gøres en spontan tur derop.
Arbejdet består typisk i at søge oplysninger i databaser og de gamle aviser og ugeblade, der ellers ligger gemt godt væk nede i de dybe kældre. Tidskrævende og langsommeligt er det, og med lange perioder uden resultat.
Nærmest som en parallel til vores indtil videre ret blæsende og fugtige sommer, kunne man i Dagbladet (Østsjællands Folkeblad) d. 12 juli 1965 læse følgende om den aktuelle maleriudstilling på Greve Badehotel, syd for København:
Glæde over regnvejret!
Stort besøg på maleriudstillingen på Greve Badehotel.
søndag den 18. juni 2017
Efter en lidt stille periode må man sige der igen kommer lidt liv i min mailbakke vedr. Kawamoto!
Denne gang er det L.W. som har bidraget med billede og historie.
Hun går med i rækken af andengenerations ejere af Kawamoto malerier. Billedet her er nemlig arvet af hendes forældre, der i 1961 købte maleriet for 1200 kroner hos Kunsthandler Anker Balsbo på Østerbro i København.
Billedet måler med ramme 84x75 cm og har ikke nogle mærker eller skriverier på bagsiden.
L.W. spørger også til værdien af maleriet i dag, og i den forbindelse er det ganske tankevækkende at de 1200 kroner i 1961 ville svare til omkring 15.000 kroner i dagens penge! Det fortæller jo også noget om hvor populære hans malerier var dengang, og at man har haft en tro på hans navn ville blive at finde blandt de etablerede kunstnere med tiden.
Men det er indtil videre desværre ikke rigtigt gået den vej. Værdien er nærmest uden betydning. På lauritz.com netauktion og DBA går malerierne til priser fra omkring 300 kroner og op mod 1000 når det går godt.
Han har været faretruende tæt på at blive helt glemt, men via denne blog, har mange maleriejere fået mulighed for at bidrage med deres historier og billeder. Samtidig har jeg selv fået gravet en del billeder og historie op omkring hans farverige liv og malerier, som bliver tilgængeligt for alle her.
torsdag den 15. juni 2017
H.B. i København har i dag sendt mig en mail med gode billeder og en kort beretning om det viste maleri,
H.B. har arvet maleriet efter sin far, der købte det på et tidspunkt før 1972 og altid været meget glad for det. Så meget, at det i dag har fået en god plads i H.B's stue og er blevet et godt minde om ham.
Maleriet er med ramme og motiv, helt igennem en "godt kendt" Kawamoto.
Som altid spurgte jeg ind til yderligere detaljer omkring historien bag hvordan det er havnet i familien, men var også nysgerrig på at høre, om der måske er nogle interessante ting på bagsiden.
Jeg fik flere fotos retur som svar, og kan alle ses via linket : HER . Et lille klistermærke og nogle tal skrevet med kuglepen på rammens bagside kan ses, men giver ikke umiddelbart mening.
Der er også billeder at det ark/hefte, som ofte er set i forbindelse med hans malerier.






























