søndag den 18. juni 2017


Efter en lidt stille periode må man sige der igen kommer lidt liv i min mailbakke vedr. Kawamoto!

Denne gang er det L.W. som har bidraget med billede og historie.

Hun går med i rækken af andengenerations ejere af Kawamoto malerier. Billedet her er nemlig arvet af hendes forældre, der i 1961 købte maleriet for 1200 kroner hos Kunsthandler Anker Balsbo på Østerbro i København.
Billedet måler med ramme 84x75 cm og har ikke nogle mærker eller skriverier på bagsiden.

L.W. spørger også til værdien af maleriet i dag, og i den forbindelse er det ganske tankevækkende at de 1200 kroner i 1961 ville svare til omkring 15.000 kroner i dagens penge! Det fortæller jo også noget om hvor populære hans malerier var dengang, og at man har haft en tro på hans navn ville blive at finde blandt de etablerede kunstnere med tiden.
Men det er indtil videre desværre ikke rigtigt gået den vej. Værdien er nærmest uden betydning. På lauritz.com netauktion og DBA går malerierne til priser fra omkring 300 kroner og op mod 1000 når det går godt.
Han har været faretruende tæt på at blive helt glemt, men via denne blog, har mange maleriejere fået mulighed for at bidrage med deres historier og billeder. Samtidig har jeg selv fået gravet en del billeder og historie op omkring hans farverige liv og malerier, som bliver tilgængeligt for alle her.