Dette maleri har fundet vej til min blog, og med det, også en historie bag. Denne gang fra A.G. der bidrager med denne historie:
"Vi er et ældre ægtepar, der lige nu har solgt vores gamle hus i Brønshøj, og er ved at pakke sammen, for derefter at flytte til Fyn.
Vi blev gift i 1961, og ville gerne have et specielt billede i vores
stue..... men vi var unge og fattige. Der kom en dag en kunstsælger ved vores
dør ( ja det var den gang ) han viste os en masse billeder – og vi faldt for et
billede af Kawamoto – og gav 1.200 kr for det. Vores husleje var 487 kr om
måneden, så det var mange penge – vi betalte billedet af nogle måneder.
Vores venner og familie, mente at vi ikke måtte være rigtig kloge at give så
mange penge for et billede, men vi kunne godt lide det.
Nu er manden i mit liv ( den samme som den gang ) – selv kunstner – men i
den klassiske musikverden, så det har gjort, at vi har måtte flytte mange gange.
Nu står vores Kawamoto i kælderen – er ikke vild med billedet mere, så der har
det stået nogle år – vi vil ikke have det med når vi rejser, så nu er
spørgsmålet – hvad gør vi med billedet, der forestiller en kvinde – kun hende
alene – men det er som om, vi ser en masse ting bag hende – hvis man ellers
giver sig tid. Farverne et blå/røde – og lidt mørkt i det. Kan genkende hendes
ansigt, fra et af dine billeder på nettet...... måske samme model.
Vi var godt nok klar over, at billedet ikke var noget værd – fik det
vurderet hos en galleriejer på Frederiksberg for nogle år siden, og det var vel
et skuffende svar vi fik, især når dørsælgeren fortalte os unge naive mennesker
den gang, at Kawamoto ville med årerne blive lige så berømt som Picasso".
Billedet har, som man måske har bemærket, lidt anderledes dimensioner end de fleste andre, der er set her på bloggen. Ses gengivet i bedre kvalitet : HER