søndag den 1. november 2015


Jeg er via netauktion, kommet i besiddelse af dette nummer af "Hjemmet" fra 1960.
Her er der en rigtig fin og rummelig artikel omkring Kawamoto, som fortæller om hans  oplevelsesrige liv fra fødsel og frem til 1960, hvor han på det tidspunkt kun har opholdt sig i København omkring et år.
Det er på baggrund af den, og ved brug af google Maps og billeder, jeg nu endelig kan bestemme, hvor enkelte motiver kan placeres geografisk.
Hermed er der blevet åbnet op for en mere uddybende fortælling om hans liv, og sammen med de små løse bidrag jeg ellers ligger inde med, er tiden  omsider kommet, hvor jeg overvejer at ændre blogformen om til en en rigtig hjemmeside.
Dette skift vil dog især også være afhængig af resultatet af de følere jeg i øjeblikket har ude omkring hans bekendtskaber i København.
En ting er sikkert: Der er lagt op til en spændene beretning om en japaner, der brød med alle vaner og skikke, der ellers lå tungt over befolkningen i første halvdel af 1900 tallet.

lørdag den 10. oktober 2015


En spændene lille samling malerier er, takket være PH i København, landet hos mig for nylig.
Billedernes stil falder udenfor det som vi ellers har set fra Kawamotos hånd, og med den medfølgende beretning, er der åbnet op for at spore nyt til historien om Kawamoto.
Billederne har tilhørt, et for mig, navngivet ægtepar.
På bagsiden af to af malerierne, afslører håndskrevet tekst, at de har haft et længere og tættere bekendt-/venskab med Kawamoto.
Jeg arbejder i øjeblikket på at få kontakt med slægtningene, og håber selvfølgelig på de kan tilføre fakta til historien bag den omrejsende maler.
Billedet ovenfor viser en ukendt kvinde, men ellers ses ægteparret på de resterende i samlingen : HER.

lørdag den 29. august 2015


S.H.J. fra Valby har kontaktet mig vedr. et bud på hvad et kawamoto maleri skal koste.
Han har i den forbindelse medsendt dette fine foto af af maleriet, som hans forældre købte engang i 80'erne. Et fint maleri, der virkelig viser de flotte farver og spillet i Kawamotos måde og male på.
S.H.J. har siden hen arvet det og har det meste af tiden haft det gemt væk. Han har nu valgt at sætte det til salg på DBA. Jeg synes det er et af hans gode malerier og blev svært fristet til at byde ind på det. Efter at have været en tur i Københavnhavn i anden anledning, er det nu endt på mine vægge.
En lidt større udgave ses : HER.


Helle Virkner som hun så ud i et afsnit af "Huset på Christianshavn" fra 1973. Man skulle næsten tro hun har siddet model til ovenstående maleri!

søndag den 2. august 2015


Denne fine Kawamoto er netop kommet til salg via DBA.
Det viser en tyrefægter i aktion, og er et af hans gennemgående motiver.
Ikke så underligt, for han har boet i Spanien i tre år. Han fik sig et ganske godt ry i Madrids kunstnerkredse og kom til at klare sig økonomisk godt dernede, men valgte altså at rejse videre.

Flere billeder gengivet : HER.

søndag den 7. juni 2015


A.L. har sendt mig et par billeder af sit Kawamoto maleri, der med rammen og motivet af melonbåde, er atypisk for det man ellers ser fra ham, og en lille historie bag:
Hun er glad for billedet, som hun har arvet efter sine forældre. De har har, som mange andre, købt maleriet af en omrejsende kunsthandler i 60'erne.

Se billedet og signatur : HER

tirsdag den 26. maj 2015


Faldt over dette billede under en rundtur på nettet.
Der er ikke knyttet nogle informationer til billedet... Desværre.
Ses gengivet i lidt større format : HER.

mandag den 13. april 2015


Fra K.N. har jeg modtaget ovenstående billede og denne lille beretning:

"For et stykke tid siden var jeg på nettet for at søge oplysninger om Kawamoto, idet jeg har et billede som jeg tænker på at afhænde. Jeg har købt det sidst i 60'erne da jeg flyttede ind i en nybygget lejlighed i Albertslund. I dag bor jeg på Bornholm og billedet hænger lidt afsides selvom jeg stadig er meget glad for det".




søndag den 22. marts 2015

Dette maleri er netop dukket op på DBA og forsøges solgt til 2000,- kr.
Flere billeder ses : HER.

onsdag den 28. januar 2015


K. er som jeg, meget glad for Kawamotos malerier, og er selv ejer af flere.
Han har fremsendt billeder af fire, som kan ses på linket : HER.

fredag den 2. januar 2015


Denne lille notits om kawamoto, følger af og til med hans malerier. Gerne sat fast på bagsiden af lærredet, som det også ses på  dette billede, som jeg har støvet op på nettet via et svensk auktionshus.

søndag den 28. december 2014


En googletur har vist mig frem til billeder af disse malerier, som ses : HER.

fredag den 2. maj 2014


Dette Kawamoto maleri er netop blevet solgt på auktion hos lauritz.com.
Jeg bød med, men valgte alligevel at springe fra, da det skulle afhentes eller afsendes fra Roskilde, hvilket gør det en del dyrere når man bor i Århus.... Og så mangler jeg jo ikke ligefrem billeder af ham ;)
Og så alligevel... Dette her var ifølge auktionshuset malet på masonit. Alle andre jeg har kendskab til er på lærred. Derfor var jeg meget tæt på at lade mig lokke med, trods den endelige pris. Måske en anden gang :)



søndag den 6. april 2014


Fra K.B.L. har jeg netop modtaget dette billede og som fortæller de boede i Pøt Mølle, og i årene fra 1960  til ca.1965 havde maleriudstilling i salen. I den periode fik både K.B.L. og et familiemedlem hver et maleri af Kawamoto, som de stadig har og er meget glade for.

torsdag den 27. februar 2014


At en af Århus´s mest kendte antikvariater "Pihlmark" gennem 25 år skulle lukke fordi ejeren trækker sig tilbage og går på pension, kom helt uventet til at betyde, jeg fik endnu et kawamoto maleri til samlingen.
De seneste dage har jeg kunne følge hvordan den ellers massivt pakkede boghandel gradvist blev tømt, dels efter et længerevarende ophørs udsalg, men her til sidst også fordi bøgerne blev delt ud via containere på fortorvet foran butikken.
Dagligt har jeg kørt forbi på cykel, men i dag fangede mit øje noget i forbi farten, der gjorde jeg måtte op på bremsen. For jeg synes bestemt jeg anede noget der mindede om et Kawamoto maleri i et af udstillingsvinduerne! Og jo! ganske rigtigt... Et af de kendte tyrefægtermalerier stod til salg.
Jeg henvendte mig straks til ejeren, der desværre ikke havde nogen baggrundshistorie om billedet. Han kunne ikke huske hvordan det var kommet til ham, men at det blot havde været gemt langt væk bag bogstakke på lageret i årevis, og var altså nu dukket op i forbindelse med oprydningen. Sandsynligvis har det været der helt fra han startede, for i den første tid havde han et galleri i den ene halvdel af butikken.
Jeg fik maleriet for blot 100 kr. da det havde fået en del skader og enkelte huller i lærredet, der også kan ses på billedeserien : HER.
Uanset maleriets stand er jeg vældig tilfreds med at have fået det reddet, og vil nok få lavet en overfladerensning og repareret skaderne.


lørdag den 15. februar 2014


Fra B.K. har jeg modtaget denne hilsen og viste maleri.

"Min kæreste har arvet dette maleri af nabokonen i 2002. Det viden ikke præcis hvordan naboen havde anskaffet dette. Men flot er det. Der er med tusch skrevet  "297" på bagsiden vedsiden af Mitsuo Kawamoto's info".

Billedet ses også i større udgave : HER.

torsdag den 16. januar 2014




Med mellemrum laver jeg en "Googletur" på nettet i håbet om at falde over nogle informationer om Kawamoto og hans baggrund. Jeg har en forestilling om at en japaner der skaber sig en karriere som kunstmaler i København må kunne give en sjov og interessant historie.
Desværre er det indtil videre uden resultat. I heldigste tilfælde kan der dukke et billede op via netauktioner rundt om i Europa. Således fandt jeg billederne af de tre ovenstående malerier, som ses i større udgave : HER.

onsdag den 26. juni 2013



To billeder af Kawamoto har fundet vej til netauktion på lauritz.com.
Øverst ses to haner i kamp. Et motiv som adskiller sig fra dem vi ser oftest; tyrefægtere og kvinder.



søndag den 16. juni 2013


Dette billede har netop fået hammerslag på 650,- hos Lauritz.com.
Større billeder : HER.

mandag den 6. maj 2013


Fra J E-N i Aabenraa har jeg modtaget dette fotografi og tekst:

"Jeg har arvet dette maleri fra min faster. Hun købte det den 9. maj 1967 af nogle venner for 1000 kr. Hvornår det er malet vides ikke. På bagsiden er skrevet 862/12257 med blyant."

torsdag den 14. marts 2013


Dette maleri har fundet vej til min blog, og med det, også en historie bag. Denne gang fra A.G. der bidrager med denne historie:

"Vi er et ældre ægtepar, der lige nu har solgt vores gamle hus i Brønshøj, og er ved at pakke sammen, for derefter at flytte til Fyn.
 
Vi blev gift i 1961, og ville gerne have et specielt billede i vores stue..... men vi var unge og fattige. Der kom en dag en kunstsælger ved vores dør ( ja det var den gang ) han viste os en masse billeder – og vi faldt for et billede af Kawamoto – og gav 1.200 kr for det. Vores husleje var 487 kr om måneden, så det var mange penge – vi betalte billedet  af nogle måneder. Vores venner og familie, mente at vi ikke måtte være rigtig kloge at give så mange penge for et billede, men vi kunne godt lide det.
 
Nu er manden i mit liv ( den samme som den gang ) – selv kunstner – men i den klassiske musikverden, så det har gjort, at vi har måtte flytte mange gange. Nu står vores Kawamoto i kælderen – er ikke vild med billedet mere, så der har det stået nogle år – vi vil ikke have det med når vi rejser, så nu er spørgsmålet – hvad gør vi med billedet, der forestiller en kvinde – kun hende alene – men det er som om, vi ser en masse ting bag hende – hvis man ellers giver sig tid. Farverne et blå/røde – og lidt mørkt i det. Kan genkende hendes ansigt, fra et af dine billeder på nettet...... måske samme model.
 
Vi var godt nok klar over, at billedet ikke var noget værd – fik det vurderet hos en galleriejer på Frederiksberg for nogle år siden, og det var vel et skuffende svar vi fik, især når dørsælgeren fortalte os unge naive mennesker den gang, at Kawamoto ville med årerne blive lige så berømt som Picasso".
 
Billedet har, som man måske har bemærket, lidt anderledes dimensioner end de fleste andre, der er set her på bloggen. Ses gengivet i bedre kvalitet : HER