onsdag den 26. juni 2013



To billeder af Kawamoto har fundet vej til netauktion på lauritz.com.
Øverst ses to haner i kamp. Et motiv som adskiller sig fra dem vi ser oftest; tyrefægtere og kvinder.



søndag den 16. juni 2013


Dette billede har netop fået hammerslag på 650,- hos Lauritz.com.
Større billeder : HER.

mandag den 6. maj 2013


Fra J E-N i Aabenraa har jeg modtaget dette fotografi og tekst:

"Jeg har arvet dette maleri fra min faster. Hun købte det den 9. maj 1967 af nogle venner for 1000 kr. Hvornår det er malet vides ikke. På bagsiden er skrevet 862/12257 med blyant."

torsdag den 14. marts 2013


Dette maleri har fundet vej til min blog, og med det, også en historie bag. Denne gang fra A.G. der bidrager med denne historie:

"Vi er et ældre ægtepar, der lige nu har solgt vores gamle hus i Brønshøj, og er ved at pakke sammen, for derefter at flytte til Fyn.
 
Vi blev gift i 1961, og ville gerne have et specielt billede i vores stue..... men vi var unge og fattige. Der kom en dag en kunstsælger ved vores dør ( ja det var den gang ) han viste os en masse billeder – og vi faldt for et billede af Kawamoto – og gav 1.200 kr for det. Vores husleje var 487 kr om måneden, så det var mange penge – vi betalte billedet  af nogle måneder. Vores venner og familie, mente at vi ikke måtte være rigtig kloge at give så mange penge for et billede, men vi kunne godt lide det.
 
Nu er manden i mit liv ( den samme som den gang ) – selv kunstner – men i den klassiske musikverden, så det har gjort, at vi har måtte flytte mange gange. Nu står vores Kawamoto i kælderen – er ikke vild med billedet mere, så der har det stået nogle år – vi vil ikke have det med når vi rejser, så nu er spørgsmålet – hvad gør vi med billedet, der forestiller en kvinde – kun hende alene – men det er som om, vi ser en masse ting bag hende – hvis man ellers giver sig tid. Farverne et blå/røde – og lidt mørkt i det. Kan genkende hendes ansigt, fra et af dine billeder på nettet...... måske samme model.
 
Vi var godt nok klar over, at billedet ikke var noget værd – fik det vurderet hos en galleriejer på Frederiksberg for nogle år siden, og det var vel et skuffende svar vi fik, især når dørsælgeren fortalte os unge naive mennesker den gang, at Kawamoto ville med årerne blive lige så berømt som Picasso".
 
Billedet har, som man måske har bemærket, lidt anderledes dimensioner end de fleste andre, der er set her på bloggen. Ses gengivet i bedre kvalitet : HER

torsdag den 7. marts 2013


Fra J.E. har jeg modtaget følgende beretning og billeder:

"I forbindelse med et dødsbo i familien har vi fået et maleri af Kawamoto til overs.
Umiddelbart kendte vi ikke nærmere til kunstneren, så det har været meget interessant at læse din blog og se de øvrige Kawamoto malerier.
 
Alt hvad jeg kan fortælle om vores maleri er, at det er købt omkring 1960 på en kunstudstilling i Herning.
Jeg synes det er et dejligt maleri – et af de bedre Kawamoto’er vil jeg sige :)"

Billederne i større udgave : HER.


lørdag den 26. januar 2013


Endnu et Kawamoto billede har fundet vej til min samling. Denne gang ved et rent tilfælde.
Forleden aften sad jeg og kiggede udbuddet af moderne billedkunst igennem på lauritz.com. Pludselig dukkede dette maleri op; med kunstneren angivet som ukendt, udstillet i Esbjerg showroom.
Alle der har, eller kender til Kawamotos billeder, vil straks kunne genkende den karakteristiske stil hans malerier har, og med kun to timer til hammerslag bød jeg straks ind som den eneste iøvrigt, og fik dermed billedet.
Min kone der tilfældigvis skulle til Esbjerg i forbindelse med arbejdet, kunne afhente billedet fredag på vej hjem. Vi kan konstatere det trænger til en kærlig hånd i form af en overfladerensning og samtidig har ramme og billede måske stået lidt fugtigt opbevaret, for det har slået sig en anelse og har vredet sig.

søndag den 30. december 2012


Så blev rammerne til de to malerier færdige.
Resultatet blev rigtig fint, trods småfejl, der nok kun ses af mig selv.... jeg ved jo hvor der skal kigges! ;)
Et stort tak til min kone der, med sin faglige viden, naturligvis blev den som tog sig af rensning og montering af kanalplader og kiler, mens jeg tog udfordringen op med svæverammerne.
Godt vi gjorde det, for nu står billederne meget mere færdige og er klar til ophængning hjemme :)
Billedserie fra arbejdet : HER.

fredag den 28. december 2012

Arbejdet med de to rammer forsatte i dag.
De blev slebet og jeg fik blandet en laserende koksgrå farve, der svarer til de andre svæverammer, og fik dem malet. De ligger nu til tørre og mangler kun at få trukket yderkanten op i sort. Herefter er malerierne klar til at blive monteret.
Mens jeg syslede med rammerne, sørgede min kone, der er malerikonservator, for at overfladerense de to malerier.


torsdag den 27. december 2012

I marts måned fik jeg erhvervet mig to Kawamoto malerier via netauktion hos Lauritz.com.
Da jeg havde et par af hans malerier i forvejen, bemærkede jeg straks, at begge manglede den karakteristiske koksgrå svæveramme, hvilket også kunne ses på skruehuller på bagsiden af rammerne, der viste hvor den havde siddet.
Allerede med det samme besluttede jeg, at billederne først ville komme op, når jeg ved lejlighed fik lavet svæverammer svarende til de oprindelige.
Det arbejde er nu omsider påbegyndt. Træ i et næsten rigtigt mål er blevet hentet i trælasten og er nu skåret til og samlet. Samtidig bliver rammerne spændt op med nye kiler.
Arbejdet fortsætter i morgen :)


søndag den 4. november 2012

Fra S.P.R. har jeg modtaget en mail med foto af dette fine maleri og nedenstående historie:
 
"Vedhæftet fremsendes et foto af mit Kawamoto maleri som jeg købte hos en malerihandler fra Valby i 1961.
Jeg har altid været glad for dette maleri som har nogle dejlige varme farver. En bekendt af mig kalder motivet:
"Adam og Eva med det tabte paradis bag sig"
Jeg husker ikke hvad prisen var dengang, men for mig er det uhyre værdifuldt."

Billedet ses bedre : HER.

lørdag den 3. november 2012

Jeg er så heldig at være gift med en malerikonservator.
Det betyder at de malerier vi kommer i besiddelse af, kommer gennem en overfladerensning og evt. småskader bliver ordnet. Således også de Kawamoto billeder jeg har købt.
Her er hun i gang med at rengøre det seneste billede jeg købte på auktion. Det var temmelig tilrøget og snavset, og har sikkert ikke været rengjort siden 1964, hvor det er malet.
Efter behandlingen har det fået helt nye og friske farver i stedet for den gullige farvetone der ellers lå over motivet.


lørdag den 27. oktober 2012

Fra B.T. i Kalundborg har jeg modtaget dette foto af det efterhånden kendte Kawamoto motiv af tyrefægteren.
Det tyder på at det helt store årti for hans produktion ligger i 60'erne, hvorfra de fleste beretninger tager deres begyndelse. Således også denne, som B.T. medsendte:

"Maleriet har vi arvet fra min mands familie. Han er født i 1965 og husker det altid har hængt i hjemmet så vi formoder det er købt først eller midt i 60'erne af min svigerfar og det har kostet 1350 kr dengang".

Maleriet ses i bedre kvalitet : HER.

lørdag den 6. oktober 2012

Via auktion hos Lauritz.com er jeg netop kommet i besiddelse af disse to Kawamoto malerier.
Umiddelbart er de i fin stand, men trænger begge til en overflade rengøring, som snart vil blive gjort.
For første gang har jeg set et årstal på et maleri. Det ses i forbindelse med hans signatur på billedet forneden, som tilsyneladende er fra 1964.
Det passer jo også meget godt med at det var i det årti, han sandsynligvis  gjorde sig mest gældende i København.
Klik : HER for billeder i bedre kvalitet.


søndag den 3. juni 2012

For et par dage siden modtog jeg en henvendelse fra O.N i Præstø omkring billedet, der ses ovenfor, hvori han bl.a. berettede, at han var gået på nettet for at prøve at prissætte maleriet af Kawamoto. I den forbindelse faldt han over min blog, og måtte efter at have set vurderinger og salgspriser her, erkende at der ikke er tale om de store værdier. Det bliver forsøgt solgt via Den Blå Avis til 1000 kr.
Jeg skrev tilbage for at få lidt baggrundshistorie om maleriet. O.N. kunne fortælle at det kommer fra et ægtepar, hvor manden har forsøgt sig som kunstsamler. På grund af svær sygdom har hans samling været forsømt i flere år, og nu hjælper O.N. konen med at få solgt malerierne.


lørdag den 31. marts 2012

Igen har et Kawamoto maleri fundet vej til auktion.
En lidt anden stil end de to jeg netop har købt, men med rammen intakt.
Kigger man lidt bagud i bloggen vil man se et næsten magen til i indlægget fra 1/3 2010.
Billedet i bedre version : HER.

tirsdag den 20. marts 2012

For nylig fik jeg hammerslag på dette maleri af Kawamoto hos lauritz.com.
Jeg fik det tilsendt fra deres auktionshus i Helsingør, og kunne hente det på vores lokale posthus i dag :)
Men..... På både dette og forrige maleri jeg har købt, har de tidligere ejere af en eller anden mystisk grund valgt at afmontere den grå svæveramme, som alle hans billeder ellers er forsynet med.
Nedenfor ses et udsnit af hvordan rammen rigtigt skal se ud. Jeg vælger selv at lave nye svæverammer til de to malerier, og vil se om det er muligt at finde træ der passer i målet, eller om jeg skal lave noget selv. Billederne kommer ikke op før det er ordnet....

torsdag den 8. marts 2012

Til morgen dukkede dette fine billede med tyrefægter motiv op, udbudt på auktion hos Lauritz.com. via showroom i Helsingør.
Vurderingen lyder på 800 kr, hvilket svarer meget bedre til de salg jeg har kendskab til. Og så er det endda højt sat ;) Det maleri jeg selv købte på auktionen den 20 februar var vurderet til 2000 kr. En pris som var alt for højt sat, idet hammerslaget altså endte på 550 kr..
Indtil videre byder jeg med på det her..... :)
Ses i bedre udgave : HER.

mandag den 20. februar 2012

Det lykkedes mig til aften at få hammerslag på et Kawamoto maleri hos Lauritzen.com. :)

Kære Leif Petersson

Tillykke - du har købt "Mitsuo Kawamoto -
1900-tallet cd".

Varenr: 2517011
Showroom: Dandyvej, Vejle, Danmark
Hammerslagsdato: Feb 20 2012


Du har købt varen for følgende beløb:
Hammerslag:  DKK 550.00
Salær:   DKK 110.00
Hammerslagsgebyr: DKK 95.00
I alt:  DKK 755.00
Vurderet til 2000,- kr.

Ganske tilfreds med "sejren". Nu skal det bare hentes hjem til stuevæggen :)

søndag den 19. februar 2012

I dag har jeg modtaget et foto af dette Kawamoto maleri fra J.T. sammen med følgende beretning:
"Jeg har fundet dette billede frem hos min mor. Min far har købt det i København omkring 1964, da han arbejdede som sporvognsmand i København".
Billedet ses større : HER.

onsdag den 28. december 2011

Jeg har i dag modtaget et fotografi af et af Kawamotos flotte malerier :)
J.E. har sendt mailen hvori det fortælles, at det er et arvestykke fra svigerfar.
Glædeligt at det er nået frem hertil, hvor vi er flere der kan få glæde af det :) Det kan ses i en bedre gengivelse : HER.